1958 CADILLAC Kundebrev Jeg var i 1983-84 udvekslingsstudent i en lille by i Iowa, USA. I sådan en lille by, er der ikke så forfærdeligt meget at lave i weekenderne, da man jo skulle være 21 år for at gå på bar. Hvad gør man så? – jo man cruiser da op og ned af hovedgaden med gutterne hele aftenen, drikker nogle øl og ser på nogle tøser. Det var tider. Men hvad var det så vi lå og kørte i? Jo, det var nogle store V8-slæder med plads til 6-8 personer. Hva’ pokker, benzin kostede 1,80 literen, det betød ikke noget. De fleste af mine kammerater havde biler fra starten af halvfjerdserne og tresserne, men så var der også nogen som kørte i biler fra halvtredserne, som fx ’57 Chevy. Jeg blev totalt forgabt i disse 50’er biler, de havde bare noget, som ingen andre biler havde. Ikke bare var de gigantiske med store finner og havde en helt fantastisk lyd, med de udstrålede en helt særlig ånd fra en svunden tid, en ubekymrethed, en tro på fremtiden, på fremskridtet, på at give den fuld gas i en tid hvor resten af verden slæbte sig af sted på cykel, knallert eller måske i en VW boble, hvis man var heldig. Sådan en bil måtte jeg bare eje. Der skulle gå mange år. Tilbage i afgiftsdanmark var forholdene jo ikke helt de samme. De første år var det økonomisk umuligt og i de senere år havde man ligesom vænnet sig til at drømmen kørte sådan lidt på vågeblus, skatter og afgifter kan jo tage initiativet fra enhver, som ønsker sig noget ud over det alle har. I 2001 kom der imidlertid gennembrud i sagen. Familien besluttede at tage på tre ugers sommerferie i USA, herunder en god uges ophold hos den amerikanske værtsfamilie fra min uskyldige ungdom, som jeg havde holdt kontakt med gennem årene. Vi blev meget vel modtaget, fik stillet alt til rådighed, herunder garagens indhold af biler, som vi kunne benytte som vi havde lyst. Hvad gemte garagen mon? – et par nyere biler bl.a. en Buick Park Avenue, men så kom vi til guldet; en ’64 Chrysler New Yorker og ikke mindst en ’59 Dodge Coronet. Jeg var solgt igen. Nu skulle der altså ske noget. Jeg kikkede på 50’er biler i lang tid, og bestemte mig til sidst for, at det skulle være en Cadillac – skulle det være, så skulle det være med stil! Det skulle være en ’58er, da denne årgang, efter min mening, er den absolut mest stilfulde og klassiske. I sommeren 2002 fandt jeg så bilen, en Cadillac Fleetwood Sixty Special, lige så lang som sit navn, en gigantisk bil. Jeg købte den på stedet; fik faktisk ikke fortalt konen om det før nogle dage senere; til alt held grinte hun bare af mig, og syntes bare jeg var herlig skør – pyh. Nu skulle dyret så bare hjem. En simpel opgave, troede jeg, men jeg blev klogere. Jeg ringede til mange shippingfirmaer, men ingen var ligesom interesserede i at tage opgaven; alle henviste de til andre firmaer som havde større ekspertise inden for dette felt, men heller ikke disse firmaer var interesserede. Det var åbenbart et stort problem at bilen befandt sig i Chicago, da der ikke fandtes ramper og lignende her. Det kan godt undre mig, at en millionby som Chicago ikke råder over noget så simpelt som en rampe til at køre en bil ind i en container på. Nu var gode råd dyre, hvad skulle jeg gøre? Jeg overvejede selv at flyve over og køre bilen til containerhavnen i New York, men droppede det igen. Jeg undersøgte flere ting, indtil jeg fik ideen; hvorfor ringer jeg ikke bare til et firma som importerer biler fra USA og spørger hvad de gør; ind på internettet og søge lidt. Jeg fandt flere firmaer, og ringede først til et som hed Dream Machines. Jeg snakkede med indehaveren Dan, som jeg lige fra starten snakkede godt med. Han sagde, at han da sagtens kunne klare opgaven, da han havde en container som alligevel skulle fra Oakland til Århus, som den kunne være i. Han ville selvfølgelig klare alt lige fra afhentning hos sælgeren, lastbiltransport fra Chicago til Oakland, opbevaring i Oakland, pakning og fastsurring af bilen i containeren, samt alt papirarbejdet med både de amerikanske og danske myndigheder. Alt sammen til en fast pris. Alt dette lød jo forrygende, en helt anden professionel indstilling til tingene end hvad jeg havde oplevet hidtil. Dette kunne jeg ikke sige nej til, så jeg sendte en udbetaling til Dan og lod ham klare ærterne. Ventetiden føltes jo selvfølgelig lang, men Dan var utrolig flink til at ringe og sende e-mails med nyt i sagen. Jeg fik mange og lange samtaler med Dan og mange gode råd m.h.t. bilen og dens fremtidige pleje. Den 11. oktober 2001 ankom den så til Århus havn. Dan havde sagt, at bilen ville være pakket i en 40 fods container sammen med 3 andre biler. Det var den ikke; den havde fået sin helt egen 20 fods container, da den simpelthen var for stor til at kunne komme ind til de andre. Nu kunne man jo så få sine bange anelser, m.h.t. den mundtlige aftalte pris når forudsætningerne ikke holdt, men de blev alle gjort til skamme, selvfølgelig var en aftale en aftale hos Dream Machines, og prisen holdt. Konen og jeg var kørt til Århus for at hjælpe med losningen. Man må sige, at den var spændt forsvarligt fast i containeren. Jeg tror man ville kunne vende den på hovedet uden bilen ville have vristet sig løs; de kan deres kram på havnen i Oakland. Efter bilen var blevet trillet ud og Dan lige havde tjekket den igennem og fået den startet op, kunne jeg sætte mig bag rattet og svæve de 300 km hjem, en tur som i øvrigt foregik fuldstændig uden problemer af nogen art. Så nu er jeg ejer af mit helt eget luftskib. Drømmen er blevet til virkelighed. Jeg kan kun anbefale Dream Machines, da jeg intet har at udsætte på nogen ting. Man kan stole 100 % på Dan og hans folk, de ved hvad de har med at gøre og holder deres aftaler til punkt og prikke. Aldrig har jeg oplevet en person som, på den måde går helt ud af sit gode skind, for at gøre kunden tilfreds. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan servicen ville have været, hvis jeg også havde købt selve bilen gennem ham og ikke bare transporten, hmm - det var da en ide til næste gang... |
|
